Høreforeningens Ungdomslejr 2010 er skudt i gang!
Stefan og Nanna rapporterer fra årets ungdomslejr
De første deltagere dukkede op omkring kl. 17.00 torsdag eftermiddag og gensynsglæden var stor – her var nogle som havde været med sidste år, men også nogle man ikke havde set i flere år.
Pigerne fra planlægningsgruppen og Joan bød velkommen og som deltagerne dukkede op, blev de vist ned på deres værelser.
Den første aften bød på Kent Yder, som kommer fra Calundan høreteknik. Han fortalte både noget om sin egen hørehistorie og fra sin tid på Frijsenborg Ungdomsskole – til stor morskab for os.
Senere på aften var vi blevet lidt klogere på hvad hjælpemidler, hvad de kan og der var nogle der efterfølgende nok skulle have noget hjælp til at få hjælpemidlerne til at fungere rigtigt.
Da Kent Yder var færdig blev der budt på kage og kaffe og der var social hygge, hvor blandt andet klods major var et stort hit!
Fredag morgen var der morgenløb og ca. halvdelen af deltagerne var dukket op var oplagte på en kort løbetur.
Dagens program havde titlen ”Fra offer til kriger”. Coach Mette Bjerre har selv mistet sin hørelse på højre øre for 10 år siden. Hun lærte os, hvordan man kan coache hinanden og kunne realisere sine drømme.
Fredag aften er der en overraskelse til deltagerne i form af en skattejagt.
Vi har været på jagt efter nogle af deltagerne for at høre, hvorfor netop de er kommet på ungdomslejr. Vi mødte Jette Esmann som fortalte at hun kom, fordi hun godt ville møde andre hørehæmmede og gerne blive klogere på tekniske hjælpemidler og hvad netop hun kan få bevilliget. Det Jette gerne ville have ud af denne tur er at nye venskaber, som hun håber på at kunne bevare kontakten til efter denne Ungdomslejer.
Derefter mødte vi Christian Bruun Rasmussen, som har været på Ungdomslejre for 3 år siden og som også er kommet i år. Han kommer fordi han gerne vil møde både gamle venner men også nye venner. Han kommer desuden fordi han godt kan lide at være sammen med andre hørehæmmede, fordi det er dem der forstår ham bedst.
Nu vil vi slutte for denne gang, for vi skal tilbage til ”Fra kriger til offer”.
Hilsen fra Stefan og Nanna
Lagt på den 13. august 2010
