Hård kritik af høreapparatområdet fra rigsrevisionen
Behov for grundlæggende ændringer
Rigsrevisor Henrik Otbo har gennemgået høreapparatområdet og finder, at der er behov for grundlæggende ændringer. Det skriver Fyens Stifttidende 9. februar.
Ordningen med behandling med høreapparater er præget af en række risici og uhensigtsmæssigheder, der gør det vanskeligt at styre udgifterne og kvalitetssikre området. Et af problemerne er, at ørelæger kan have økonomisk interesse i at henvise patienter til egne privatejede klinikker.
Fungerende sundhedsminister Pia Olsen Dyhr er åben overfor, at der kan være behov for at ændre ordningen.
Høreforeningens formand Søren Dalmark "glæder sig over kritikken, som er den samme, som vi har fremført i tre år. Nu håber jeg bare, at beslutningstagerne bruger konklusionerne til at indlemme høreapparatområdet i det udvidede frie sygehusvalg", siger han.
Også Danske Regioner går ind for, at området bliver en del af det udvidede frie sygehusvalg.
Kilde: Fyens Stifttidende
Lagt på 10. februar 2012.
